11.01.2019

Luna uden løgn #4 - Selvskade. Del 1.



Jeg har fortalt om selvskade før på en eller anden gammel blog, men jeg synes det er på tide at tage det op igen her. Fordi jeg ikke synes det skal være et tabu. Fordi det er vigtigt at snakke om de hårde ting. Fordi jeg ikke længere er bange.

Da jeg var 13 år gammel, flyttede hele min familie fra Roskilde til Slagelse. Hvis du har en teenager, kan jeg ikke anbefale at flytte fra den by hvor hun er opvokset, og hvor hele hendes omgangskreds er. Det var simpelthen en forfærdelig idé fra mine forældres side, og det ødelagde rigtigt mange af mine teenageår. Jeg fandt aldrig rigtigt min plads på min nye skole, selvom jeg hurtigt fik gode veninder. De var anderledes end dem jeg havde haft før, og modsat Roskilde hvor jeg ikke kendte folk som røg, havde sex eller stjal i butikkerne, var Slagelse en voldsom kontrast. Hurtigt endte jeg selv med at gøre ting jeg aldrig havde troet jeg skulle gøre, og på ingen tid blev det helt normalt at stjæle fra butikkerne, ryge og drikke, og være sammen med folk man ikke engang brød sig om. Sådan var det bare i Slagelse. 

Jeg kan stort set ikke huske ottende klasse. Jeg tror ikke jeg var meget i skole, og husker for det meste bare at jeg havde stuearrest hele tiden. Selvom mine veninder var de bedste jeg nogensinde har haft, så var de ikke nok til at ændre på, at jeg var ødelagt indeni. Mine forældre kæmpede med en ulykkelig teenager som ikke lavede sine lektier, ikke overholdt aftaler og som sked på alt andet end veninderne. Jeg kunne holde ud at være sammen med dem, for de spurgte ikke hele tiden hvad der var galt eller stillede krav. Hos dem kunne jeg være mig, uden alle de åndssvage følelser.

Jeg fik en veninde på et tidspunkt. Hun var virkelig, virkelig fantastisk - men hun var syg af anoreksi. Og jeg tror måske også hun fejlede nogle andre ting. I hvert fald fandt jeg ud af at hun skar i sine arme og gemte det under en masse armbånd, og de der svedarmbånd man gik med dengang. Det skræmte mig og fascinerede mig på samme tid. Der gik ikke længe efter jeg selv skar mig for første gang. Helt ærligt så kan jeg ikke huske min første gang (heller ikke sex, men det er en anden historie) for det er sket SÅ mange gange siden. Det blev til en ting jeg gjorde når jeg ville straffe mine forældre eller folk jeg var vred på, uden de vidste det. Jeg sagde det ikke til nogen.

Jeg begyndte på efterskole i niende klasse, og der fandt en af drengene ud af at jeg havde skåret mig en af de første dage. Han fortalte mig roligt at han ville fortælle det til vores forstander hvis jeg gjorde det igen. For at hjælpe mig. Han følte ikke at han kunne give mig den hjælp jeg havde brug for. Det skulle han selvfølgelig heller ikke. Jeg kendte bare ikke andre. Jeg skar mig ikke igen imens jeg gik på efterskolen, og det blev et vidunderligt år.

Jeg kan ikke huske om jeg skar mig da jeg gik i tiende, men jeg husker det som det allerbedste skoleår i mit liv. Måske er det derfor det ikke betyder noget den dag i dag. Men da jeg kom på gymnasiet begyndte det igen. Jeg ved ikke om presset var for hårdt eller hvad der skete, men jeg skar mig hele tiden. Dybere og dybere. I starten var det kun når jeg var fuld, for så kunne jeg ikke længere lægge låg på de følelser jeg havde indeni. Men til sidst var det også når jeg var ædru. Jeg skar mig igennem to ret lange forhold. 

Mange "cuttere" beskriver det som en form for kortvarig rus når de skærer sig. Sådan har det aldrig været for mig. For mig var det for at få afløb for al den sorg og vrede jeg havde indeni. Tit handlede det om at hævne mig på folk jeg var vred på, uden at konfrontere dem med det. Som i: Hvis I kunne se hvordan I fik mig til at gøre det her, ville I sikkert have det rigtigt skidt. Jeg ved godt det ikke giver mening, men det gav mening for mig. Bagefter havde jeg det bedre. På en eller anden måde. Selvom jeg gemte mine sår væk. 

Da jeg var færdig med gymnasiet, fik jeg mit hjerte knust. Vi var sammen i 7 måneder, og da forholdet sluttede, blev jeg ligeglad med alt. Jeg arbejdede på McD, hvor vi altid havde kortærmede trøjer på, og smykker var forbudt på grund af hygiejnen. Jeg smurte sommetider foundation på armene for at skjule sårene lidt. Det gjorde pisseondt for de var altid friske, og det dækkede ikke ordentligt. Jeg var egentlig ligeglad med om det blev opdaget. Min familie vidste det, og det gjorde mine venner også. Om kollegaer og fremmede mennesker vidste det, rørte mig ikke. Desuden havde jeg også sår på benene.

Jeg flyttede hjem til mine forældre for en stund. Mest fordi jeg ikke havde råd til at betale for min husleje selvom jeg havde et fuldtidsjob. Man tjener ikke kassen på McD. Min ekskæreste boede i Sønderborg, og jeg brugte mange penge på at tage derhen flere gange om måneden. Jeg flyttede kort tid efter vi var gået fra hinanden, selvom vi stadig sås. 
Jeg håbede sådan at han besluttede sig for at tage mig tilbage. At han skiftede mening, og at det var derfor han blev ved med at ville ses med mig. Det skete ikke. 
Kort tid efter fik jeg følelser for Julie, på det værst tænkelige tidspunkt i mit liv.

Jeg havde drukket hvidvin alene på mit værelse en aften hvor jeg ikke magtede mere. Jeg var så ulykkelig, og så forvirret. Der skar jeg mig dybere end jeg havde gjort før, og jeg var nødt til at vække min mor. Jeg kunne ikke holde det ud mere. Jeg havde det så dårligt. Hun tog mig på skadestuen, og dagen efter til lægen, hvor jeg med det samme fik en henvisning til en psykiater. Nu skulle der ske noget.

Del 2 kommer snart.





  




10.01.2019

For fanden, Blogger!


Okay, vennerne!
For omkring en måned siden, besluttede jeg mig for at skifte e-mail. Jeg kan fortælle at det er pænt omfattende, og at det virkelig ikke kan anbefales, medmindre du er helt sikker. Det er nemlig sådan at ALLE dine apps, programmer, konti og apple-id er tilknyttet din mail. Det var min blog også, og det var ret besværligt at ændre den, men det lykkedes. Men selvom jeg har ændret min mail til at være kontoindehaveren af bloggen, så nægter Blogger at lade det ske. Det er som om jeg er gæst på min egen blog, hvilket er røvirriterende.

I sidste uge besluttede den sig for at slette alle billederne på de sider jeg har på min blog. Det vil sige at alt var forsvundet under "Kontakt", "Om forfatteren" og så videre. For et par dage siden besluttede den sig for at gå skridtet videre, og dermed fjerne ALLE billeder på hele bloggen. Inklusiv min header. Hvad fanden foregår der?

I dag har den valgt at fjerne mit navn fra de fleste blogindlæg. Nu står der bare Anonym, og kan jeg ændre det? Nej. Jeg får seriøst lange løg...

Min tanke er lidt at lukke bloggen og åbne en ny. Selvom det kræver flere dages arbejde. Jeg har heldigvis alle billederne liggende, men det tager stadig tid. Nu ved I det, hvis der roder lidt på bloggen, eller hvis den pludselig er væk. Ikke at jeg har haft den forfærdeligt længe, eller har specielt mange følgere. Men hvis du mod alt forventning skulle ende herinde, og det er et kaos, så er det derfor.







09.01.2019

Forfatteren anmelder: At danse mellem glasskår



At danse mellem glasskår er skrevet af Bettina Stuhr Lindskow, og er udgivet på forlaget Tellerup.

Det var egentlig aldrig min mening at begynde at lave boganmeldelser igen, for der kan gå længe mellem bøgerne, fordi mine skriverier tager det meste af min koncentration. Men sommetider tager jeg mig tid til at læse, for jeg elsker det. Og samtidig føler jeg det er vigtigt for min udvikling som forfatter at læse andres værker. Stephen King er enig med mig, men nok om det.
For nogle uger siden, begyndte jeg på At danse mellem glasskår og jeg gik egentlig ind med et åbent sind, for jeg sluger realistiske ungdomsbøger som var de lavet af pizza og øl.
Men jeg var desværre ikke fan.

Titlen irriterer mig stadig. For mit vedkommende kunne den sagtens have heddet:
Dansen mellem glasskår
eller i det mindste:
Som at danse mellem glasskår
Men det er jo et spørgsmål om smag. Jeg kan sagtens se idéen med titlen, men den irriterer mit øje.

Bogen er virkelig velskrevet, og der er ingen tvivl om, at forfatteren kan skrive, og fortælle en god historie. Jeg læste bogen hurtigt, fordi den var medrivende, og det er altid et plus i min bog.
Desværre ender det gode også her.

For det første gik der ret mange kapitler, før jeg fattede hvor gamle de var. Måske er det bare mig der var langsom og sprang noget over, men jeg synes ikke der stod noget om det, før ret langt inde i bogen. Og ud fra deres måde at tale på, troede jeg faktisk de var et par klasser yngre. Jeg skriver selv ungdomsromaner, men mine personer er som regel startet på gymnasiet. Jeg ved ikke hvordan folk i 9. klasse er, men jeg synes de bliver gjort meget barnlige. 

Roses måde at reagere på, i forbindelse med sin sygdom, er forståelig. Men forfatteren trækker den ud, så Roses bliver et lille barn, og til sidst fik jeg lyst til at slå hende med et jernrør. For dælen! Hvorfor skal hun flippe sådan ud over alting? Jeg ved godt det er en del af hendes sygdom, men COME ON! Hun er vred - I get it! Men jeg håbede faktisk lidt, at nogen ville kung fu-sparke hende i fjæset. Tag dog noget fucking ansvar for dit eget liv!
Om ikke andet må man sige at det er lykkes forfatteren at sætte mit pis i kog, og det er da en præstation fra hendes side, og et tegn på at man lever sig ind i teksten.

Plottet er lidt... svagt. Hvem har fortalt Rose at hun ikke kan danse på grund af sin sygdom? Jeg forstår godt at Christian skal hurtigt videre, og at det gør ondt på hende. Men der er faktisk ingen som fortæller hende at hun ikke kan fortsætte med dansen. Hvorfor er de så dårlige til at informere hende på sygehuset? Jeg er ret sikker på, at de netop ville forklare hende, at hun ville kunne leve sit liv næsten som før, når først hun har lært sin sygdom at kende. Jeg kan godt se at hele idéen ryger hvis det bare var blevet sagt fra start af. Men jeg undrede mig hele vejen igennem bogen.

Udover vrede, har Rose ikke rigtigt nogen personlighed, hvilket også gælder for de andre personer i bogen. De er meget flade, og det er rigtigt ærgerligt, for jeg synes virkelig historien har potentiale.
Det er så fin en idé at fjerne dansen fra en danser, og erstatte den med sygdom. 
Selvom bogen byder på så mange muligheder for en personlighed, kommer den bare aldrig. Det giver mening at hun har svært ved at finde sin identitet som andet end danser, men jeg sad ikke med følelsen af, at der rigtigt skete nogen udvikling. Sommetider er det ikke noget at tingene bliver sagt. Man skal have det vist gennem personen (noget jeg selv bruger så meget tid på at lære, for det er fandme svært!)

Jeg synes desværre tit det er sådan med bøgerne fra Tellerup, at man fra start får at vide hvordan en person er, men efterfølgende er der ikke nogen videre uddybning (andet end at det bliver sagt om og om igen), eller bare en indikation af hvem personen er udover (for eksempel) at kunne danse og være vred. De bliver meget skåret ud i pap, og jeg sidder altid med følelsen af:
Jeg har forstået det! Altså!

Der er selvfølgelig undtagelser, og jeg er VILD med Nanna Foss' Spektrumserie, fra samme forlag.
Det er en rigtig god historie, og den er enormt medrivende. Men for mig var det desværre ikke nok. Til gengæld er den pæn, og det er en rigtig fin debut. 

06.01.2019

Når den nye Luna ikke vågner.



Jeg ender i samme situation hvert eneste nytår. Selvom jeg ikke siger højt at jeg har ting jeg gerne vil ændre i det nye år, så har jeg masser af dem. For mig er nytåret en måde at sige farvel til den gamle Luna og goddag til en ny og forbedret Luna. Det er bare så skidt når den der nye Luna bare ikke vågner 1. januar.

Den gamle Luna følger jo med. Bare fordi det er et nyt år, betyder det ikke at jeg, helt mirakuløst, er blevet en anden person. Det bilder jeg bare mig selv ind. Men jeg er jo stadig mig. Jeg har stadig præcis de samme problemer som inden nytår. Nu bliver jeg bare tvunget til at se mine problemer i øjnene, på grund af mine egne forventninger. Og det er helt vildt hårdt!

Der er så mange ting jeg gerne vil gøre anderledes. Komme mere ud, spise sundere, drikke mindre, dyrke mere yoga, og blive bedre til at slappe af, uden at sidde med min telefon. Men ved I hvad? Det er præcis ligeså svært at få gjort, som før nytår. Og faktisk hårdere, fordi jeg brugte det meste af jul og nytår på at være syg. Min krop bliver så hurtigt udmattet, fordi jeg bare har siddet i en sofa i flere uger. Det gør mig frustreret. Jeg vil så gerne være denne der forbedrede version af mig selv.

Derfor forsøger jeg at fokusere på nogle få ting ad gangen. Jeg plejede at lave komplicerede, lange skemaer for hvad jeg skulle hver dag. Det virkede da jeg var allermest syg, fordi jeg havde kontrol og overblik. Det virker ikke længere, for det gør mig trist når alt er bestemt på forhånd, og jeg ikke får lov til at lytte til hvad jeg egentlig har lyst til. Nu skriver jeg få ting ned på min liste. Som regel højst 3 ting, for det er til at overskue. Jeg laver listen om morgenen, og mærker efter nede i maven. Hvad magter jeg i dag?

På den måde har jeg nogle små mål for dagen. For eksempel kunne det være:

Bad
Yoga
Redigering

Så er der noget at gå efter, uden at det stresser mig, men så jeg føler at jeg gør de ting jeg kan lide, og de ting der er gode for mig.

Selvom den nye Luna ikke vågnede efter nytår, så vil jeg gerne hjælpe den gamle Luna på vej. Og så bliver hun forhåbentligt på et tidspunkt til den bedre version af sig selv. Men det tager tid og tålmodighed, for jeg kan simpelthen ikke det hele på én gang. Lige nu er fokus på at få bevæget mig mere, og på at få alkohollen ud af min hverdag. Det er hårdere end en løbetur i modvind og regnvejr.

Små skridt betyder alt. Hvis jeg forsøger at nå alle mine mål samtidig, er det hundrede procent sikkert at jeg giver op. Den nye Luna skal nok komme. Hun skal bare hjælpes roligt fremad.

10.12.2018

Her føler jeg mig hel.







Jeg ser mig selv som en bjørneunge på vej i vinterhi.
Jeg elsker hulestemning. Ikke på den psykotiske måde med mørke gardiner hele året, men jeg kan godt lide halvmørke, stearinlys, lyskæder og regnvejr mod ruden. Jeg er glad for efterår og vinter. Sommer og alt for mange lyse timer, gør mig urolig og i dårligt humør, og jeg kan ikke fordrage at have det varmt. Jeg vil langt hellere fryse.

Denne sommer har nok været den længste i mit liv, og jeg troede ikke den nogensinde ville ende. De mange varme måneder, var tæt på at gøre mig sindssyg. Jeg har endda grædt flere gange af frustration, hvor Julie har stukket mig et vådt viskestykke og et iskoldt fodbad. Det sværeste var at jeg svedte for meget til at sove, og det gjorde mig ikke ligefrem i bedre humør.
Heldigvis forsvandt varmen og solen, og vinteren gav mig et langt, tiltrængt og køligt kram.

Vi bor midt i Slagelse centrum, lige ved siden af stationen. Det betyder at der ofte er rigtigt, rigtigt meget larm. Hvis det ikke er fra personer, biler eller byggeprojekter, så er det der også knallerter konstant (det er vel Slagelse) og kanonslag. Og hvis det ikke var nok, så bor vi lige ved siden af to kirker, som ringer på de mærkeligste tidspunkter, og altid når vi spiser.

Julie er en bypige. Hun kommer fra København, og elsker storbyens larm. Jeg er helt anderledes. Da jeg var lille, så jeg mig selv leve et kunstnerliv i København i en eller anden gammel og skæv lejlighed eller atelier. Det vil jeg stadig gerne. Men ikke i København. Storbylivet gør ikke meget godt for mit urolige sind. Høje lyde, lys og larm er ikke mig.
Jeg er vokset op i Roskilde, langt, langt væk fra centrum. Jeg boede i et rækkehuskvarter hvor der altid var roligt og hyggeligt. Hvor man kendte sine naboer, og alle børnene legede sammen udenfor.

Da jeg var 13 år gammel flyttede vi til et villakvarter i Slagelse, og selvom det var tættere på centrum, var det en rolig vej hvor der ikke skete meget. Som teenager syntes jeg det var røvsygt. Jeg ville feste, og leve det vilde liv i byen. Men ting ændrer sig, og jeg ved at jeg har ændret mig meget på det punkt. Jeg er ikke noget vildt, vovet eller festligt bymenneske. Uanset hvor meget jeg prøver. Den person jeg var som teenager er så død.

Men sommetider er man nødt til at slå til, og gå på kompromis. Den lejlighed vi bor i, var den første vi fik tilbudt gennem boligselskabet. Og så slog vi til, selvom den var for dyr og vi ikke anede hvordan det hele skulle gå op. Jeg var så træt af Valby, og vores lejlighed havde de sygeste fugtskader, fordi bygningen var sindssygt gammel og klam. Og min mor pressede på for at få os til Slagelse. Jeg glædede mig så meget.

Der gik tre måneder, så snakkede vi ikke længere sammen. Min mor og jeg er meget forskellige mennesker, og for hende er der kun én måde at gøre tingene på, og det er den eneste rigtige.
Slagelse begyndte at føles fremmed og skræmmende. Og jeg følte mig alene i en alt for dyr lejlighed midt i centrum. Det gør jeg sommetider stadig, men jeg har indrettet vores lille hule rigtigt rart. Fordi jeg har brug for en base, hvor jeg kan være tryg. Jeg elsker det hjem vi har skabt af kærlighed, og min mærkelige smag.

Men uanset hvor meget jeg forsøger, ændrer det ikke på at vi bor midt i byen. Larmen er svær at ignorere. Og derfor er det FANTASTISK at være her lige nu. I et sommerhus ved stranden. Møblerne ligner at nogen har røvet en genbrugsbutik fra 90'erne, og indretningen er så forfærdelig. Huset er skævt og sjovt. Det er lige som det skal være.
Her er roligt. Det eneste jeg kan høre er blæsten som rusker i træerne, og lyden af mit eget tastatur. Her føler jeg mig tilpas. Her kan jeg gøre lige hvad jeg vil. Her er jeg fri.

Her føler jeg mig hel.









07.12.2018

Luna uden løgn #3 - Angst




Ordet gør mig bange. Angst.
Det skriger på at jeg lytter. At jeg mærker min krop. Tjekker hvert eneste punkt, indtil jeg er overbevist om at der er noget galt. Mit hjerte banker for hurtigt, min puls stiger. Lungerne kan ikke fyldes ordentligt med luft. Der må være et reb om min hals. Trøjen strammer sådan. Plejer min skønhedsplet at se sådan ud? Hvad var det for en lyd? Over til vinduet for at kigge. Står der noget på nettet om det? Der er noget galt med halsen. Den er mærkelig. Min vejrtrækning er forkert. Har jeg kræft i halsen eller i lungerne? Mit bryst gør så ondt hele tiden. Måske er der virkelig noget galt med det! Er det nu jeg skal dø?
Træk vejret. Ind. Ud. Ind. Ud.
Det er ikke til at holde ud. Det river under huden. Banker. Dunker. Jeg begynder at græde, imens jeg knuger Julie, dynen og mine sovedyr ind til mig, og siger farvel til alting.
Ro.
Endelig virker pillen.
Jeg døde ikke denne gang.
Men måske næste gang? Skulle du ikke lige tjekke dine bryster igen?

Det var mig for et halvt år siden, og flere år tilbage. Jeg aner ikke hvor længe, for når man er angst lægger man sjældent mærke til meget andet. Sådan var det i hvert fald for mig. Det var ikke noget der kom fra den ene dag til den anden. Jeg tror min angst langsomt voksede, i takt med at jeg isolerede mig, hvilket selvfølgelig var på grund af den angst der allerede var der, sammen med et meget mørkt, sårbart og ødelagt sind.

Valby var hård ved os begge, og jeg tror ikke det har noget med byen at gøre. Jeg husker det som den lejlighed hvor jeg sad fast. Hvor jeg ikke kunne komme ud, og hvor jeg tvang mig selv hen i Meny efter vin og frysepizza, når Julie havde endnu en pålagt vagt, eller var kommet til skade og måtte på skadestuen, hvor jeg ikke kunne tage med hen, fordi jeg var bange for sygehuse. Desuden skete det nærmest flere gange om ugen på et tidspunkt, og så virker det langt ude at tage derhen for to sting i hagen. Det var tydeligt at vi begge to var enormt stressede over min sygdom, og Julies arbejde, som krævede rigtigt meget.

Jeg tror ikke nogen af os havde regnet med, at et fuldtidsjob som sygeplejerske ville fylde så meget. Studietiden måtte jo slutte på et tidspunkt, og ingen af os havde prøvet før, at Julie havde et arbejde som skulle passes.
Hun var altid på arbejde, og jeg isolerede mig hjemme i lejligheden imens. Jeg havde pludselig ikke den støtte jeg ellers havde haft. Der var ikke plads til at få panikanfald eller selvmordstanker, for hun kunne ikke komme og redde mig længere. Det var meningen at nogen skulle hjælpe mig med at komme i gang med noget, men mit praktikforløb hos en boghandler holdt i halvanden time. Jeg var slet ikke klar, og det endte med at jeg tog tilbage til min hule og gemte mig under dynen.

Min angst voksede indeni mig. Langsomt begyndte jeg at blive bange for at være udenfor. Høje lyde, lys, mennesker, offentlig transport. Alt gjorde mig utryg. Så jeg blev indenfor, hvilket gjorde den værre. Inde i min hule begyndte min krop at panikke, og så fik den andre gode idéer. Så let skulle jeg ikke slippe. Sygdomsangst begyndte at fylde mit hoved. Livet var så skrøbeligt. Og hver eneste dag var jeg bange for at dø. De lyttede ikke til mig i psykiatrien, når jeg fortalte at jeg var bange for alting. At jeg var så hæmmet af min angst, at jeg dårligt nok kunne komme derhen.

Psykiatrien i København var den værste jeg har prøvet. Min behandler kunne ikke engang genkende mig. Hun vidste heller ikke noget om mig, selvom jeg var der flere gange om måneden. Hun kunne aldrig huske hvad jeg havde fortalt sidst jeg var der. Det fungerede ikke, og hun afsluttede vores forløb selvom jeg var rædselsslagen for alt. Intet gjorde mig tryg længere. Ikke engang Julie eller katten.

Valby var det sted, hvor jeg måtte skrabe mig selv op fra bunden flere gange. Det sted hvor vi gik morgenture før solen stod op, og kiggede ind ad vinduerne, imens vi snakkede om hvilke liv de mon levede, dem der boede der. Det sted hvor jeg gik lange ture rundt om Damhussøen, og nød naturen og roen. Men også det sted hvor jeg kastede op om natten på grund af al den vin jeg havde drukket om aftenen, for at kunne holde ud at være i live. Det sted hvor jeg lå i spritlage i sengen med gardinerne trukket for, og ikke engang magtede at sætte noget på fjernsynet. Det var det sted hvor jeg væltede, men også det sted hvor jeg samlede mig selv op igen og igen.

Min angst gik endnu mere amok da vi flyttede til Slagelse for et år siden. Jeg havde sådan håbet at nogle nye omgivelser kunne gøre den bedre, men det skete ikke. I stedet stoppede jeg med at komme ud. Jeg blev inde i min nye hule, og der blev jeg indtil nogen tvang mig ud, eller jeg tvang mig selv. Til sidst kontaktede vi selv psykiatrien, som jeg ellers havde forsøgt at undgå, efter fiaskoen i København. Lægen her kunne ikke tilbyde mig så meget, andet end noget medicin mod min angst. Det var der ingen af de andre læger der havde givet mig. Jeg ved ikke hvorfor.

Der gik et par uger, og så var min angst formindsket drastisk. Jeg begyndte at vende tilbage til livet. Et liv der ikke bestod af at være bange. Både på grund af angsten, men også frygten for angsten. Når man lider af angst, er angst for angsten noget af det værste. Og det sker for de fleste. Efter et par måneder, og yderligere stigninger i min medicin, og nedtrapning af det stærke beroligende jeg var på, vendte virkeligheden tilbage. Den virkelighed jeg ikke havde oplevet i årevis. Hvor jeg pludselig kunne overskue at være til. Verden var ikke længere farlig.

Der er gået omkring et halvt år siden jeg begyndte på medicinen, og jeg har kun haft meget få anfald af panik, som hurtigt er gået over igen. Angsten kommer sommetider og siger hej, hvis jeg er meget stresset eller presset, men kun i et par sekunder. Ellers bliver den væk, og det er så sindssygt at opleve verden uden at være bange for den. Jeg har stadig ting jeg skal arbejde med, for det skal jo ikke være nemt, vel?

Uden angsten er der pludselig en masse andet jeg skal forholde mig til. For eksempel den indre mørke og nedtrykthed jeg generelt kæmper med. Min sårbarhed, min ængstelighed og mit ødelagte sind. Det hele kommer tilbage nu, fordi min hjerne ikke længere kæmper med angsten, som overskyggede alt andet. Jeg skal tage ansvar for mit eget liv. Overveje mine muligheder for fremtiden. Jeg kan fokusere på mine skriverier, men kan mærke at det begynder at blive kedeligt at skrive alene. Jeg kan mange flere ting.
Det er både pisse uoverskueligt og helt fantastisk at være tilbage.

Selvom angst ikke er en stor del af min hverdag længere, så sidder den i mig. Derfor er jeg stadig bange for at den skal dukke op hvis jeg er omgivet af mange mennesker, eller hvis jeg sidder i bussen. Det er ikke sket, men det sidder godt fast. Men jeg gør ting! Jeg gør de ting som skræmmer mig, for det skal ikke stoppe mig. Angsten har gjort mig stærkere, og helt vildt stædig. Intet skal holde mig tilbage!
Jeg deltog i Bogforum en hel weekend, uden at ryste når jeg mødte folk. Uden at være ved at løbe væk. Uden at verden drejede rundt, når jeg fik et kram af en bekendt. Det var den vildeste følelse at have lyst til at sige hej til folk.

Jeg lægger mærke til det, når jeg taler i telefon. Før i tiden ville jeg slet ikke have taget den. Det turde jeg ikke. Nu tager jeg den glædeligt, og sommetider fortæller jeg faktisk fremmede mennesker lidt for personlige ting, fordi det bare er så dejligt at jeg ikke er bange for det. At jeg kan tale med fremmede igen, og faktisk have det sjovt imens. Det er den vildeste følelse.

Som jeg har skrevet i dette indlæg kæmper jeg stadig med alkohol, og lige nu har jeg en rigtig hård periode. Men det lysner. I dag har jeg det fint. Og måske bliver i morgen endnu bedre. Det håber jeg.
Måske er livet uden angst ikke som jeg havde troet, men det er SÅ meget bedre end et liv med angst, for ærligt: Et liv med angst for livet, er ikke et liv.













26.11.2018

Luna uden løgn #2 - Lesbisk eller...?





Jeg er gift med en kvinde. Det har jeg været i 6 (måske?? Jeg har røvdårlig til at huske det!) år.
Vi har været sammen i 9 år, og jeg kunne ikke forstille mig mit liv uden hende. Hun er det hele værd. Alle underbukserne på gulvet. Diskussionerne om skraldespandstømning og dårlige indkøblister. Selv alle de gange hun har været på skadestuen, hvor grunden var jeg fik bruseren i hovedet eller jeg faldt på vippebrættet da jeg skulle øve min balance. Jeg ville spise de der forfærdelige fryseretter flere gange om ugen igen, for hendes skyld. For jeg tvivler ikke et sekund på, at hun er den rigtige for mig.
Jeg ser mig selv blive gammel sammen med hende, og det har jeg gjort siden vi flyttede sammen.
Men gør det mig lesbisk?

Den allerførste gang jeg blev rigtigt forelsket. Som i: Jeg tror jeg dør hvis personen ikke kysser mig snart. Var i en pige fra min efterskole. Jeg var femten år og så forvirret. Jeg vidste godt at jeg var fascineret af mit eget køn, og jeg havde også kysset lidt med mine veninder, før jeg kom på efterskole. Min ene veninde havde jeg endda et lille crush på, men ikke fordi jeg syntes hun var tiltrækkende fysisk. Mere fordi hun var en stærk person, og dem har jeg altid set op til. Det forsvandt ret hurtigt igen, og heldigvis for det, for vi var veninder i mange år efter.

Efter min store forelskelse på efterskolen, begyndte jeg at se mig selv som lesbisk. Jeg var jo vild med en pige, så det måtte betyde at jeg var til piger. Det var også helt klart dem der tiltrak mig mest, men jeg kunne altså også godt lide nogle drenge. Ikke ligeså mange, men nogle. Dem med gode personligheder. Dem man kunne snakke ordentligt med, og som ikke bare gik efter brysterne. Der fandtes ikke mange af den slags, da jeg var 15-16 år. Tværtimod var de fleste drenge jeg mødte, ret sexfikserede, og desuden dødsyge at være sammen med. Derfor tog jeg et valg, og begyndte at opsøge piger. Ikke fordi jeg var træt af drenge, men fordi piger sagde mig mere, og fordi man rent faktisk kunne være sammen med dem, uden at skulle ligge i sengen hele tiden.

Min første pigekæreste fik jeg et par måneder efter jeg kom hjem fra efterskole, og jeg troede jeg skulle dø af forelskelse. Hvis den forelskelse på efterskolen var intens, så var det intet i forhold til min nye kærlighed. Det varede kun et par måneder, og derefter fik jeg endnu en pigekæreste. Det forhold varede 14 måneder, og da vi slog op, var jeg så træt af pigefnidder og humørsvingninger.
Der gik dog ikke længe før jeg blev kærester med, hvad jeg troede, var min gode veninde. I stedet indledte vi et intenst kæresteforhold der totalt ødelagde vores venskab (lidt irrelevant... sorry!) - Så da vi gik fra hinanden var jeg færdig. Der var ikke gået lang tid mellem de forskellige forhold, og jeg følte at jeg havde brug for en pause fra det hele. Fra kærester. Piger. Alt.

Mest af alt havde jeg brug for omsorg. Efter mit sidste forhold, og samtidig med skolestress, selvskade og depression, søgte jeg noget nemt og trygt. Det var sådan jeg blev kærester med en fyr efter omkring 4-5 år som lesbisk. Han var en ven jeg havde mødt i byen, som jeg begyndte at hænge mere ud med. Ikke fordi han var pæn eller noget, men han havde et rart smil og han kunne lide mig. Det jeg havde brug for, var en der kunne passe på mig, men det var langt fra det jeg fik. Efter kort tid flyttede han ind hos mig, fordi han boede hjemme hos sin far, og det lå langt væk fra gymnasiet, hvor vi begge gik. Det var meningen han kun skulle bo der i et par uger, indtil han fik råd til et buskort, men han blev der i 7 måneder. Forholdet var langt ude. Jeg tror han blev fordi han elskede mig. Jeg lod ham blive fordi jeg var bange for at være alene. Vi havde ikke sex. Nogensinde.

I slutningen af vores forhold, mødte jeg en anden fyr. Det var min venindes lillebror, som jeg aldrig havde mødt før, fordi de havde forskellige mødre, og han boede i Sønderjylland. Han var på besøg i en weekend, og jeg mødte ham til en fest hos hende. Jeg vil ikke påstå at det var kærlighed ved første blik, men der gik meget meget kort tid, før jeg fandt ud af, at jeg faktisk var meget forelsket i denne her lille fyr. Han var 3-4 år yngre end mig, og det var måske lidt mærkeligt. Men jeg lagde aldrig mærke til aldersforskellen.

Jeg havde aldrig troet at jeg skulle forelske mig i en fyr igen. Ikke efter min store pigeforelskelse på efterskolen. Jeg havde været lesbisk siden jeg var 15 år, og det var første gang jeg rigtigt forelskede mig i en fyr. Hvis man ikke tæller de små klasser med, hvor jeg jagtede Casper Kruse indtil sjette.
        Dengang tænkte jeg ikke meget over det. Det var mere mine venner der syntes det var sært at jeg gik fra det ene til det andet. Da jeg var sammen med den ham, savnede jeg ikke at være sammen med piger på noget tidspunkt.

Derfor kom det totalt bag på mig, at jeg forelskede mig i Julie. Den forelskelse kom langsommere end den anden, men slutningen af vores forhold havde virkelig også være intens og hård, og jeg var fuldstændigt smadret indeni. Heldigvis var Julie stædig, og hun blev ved med at ses med mig, selvom jeg var både ødelagt og uretfærdig, fordi jeg overhovedet ikke vidste hvad jeg ville. Der gik dog ikke mere end et par måneder, før jeg overgav mig til hende. For hun var jo egentlig vildt fantastisk, dejlig og hamrende lækker. Jeg havde bare ikke kunne se det, for alt mit eget kaos.

Så hvad er jeg? En psykolog ville nok bruge lang tid på at analysere det. For mig er det nok meget let.
Jeg er til personligheder. Jeg er til mennesker.
Mit plus er, at jeg både kan tænde på mænd og kvinder, og sikkert også alt derimellem (det har jeg dog ikke prøvet). Og det er da fantastisk at kunne forelske sig i stærke, skønne personligheder, og slet ikke skulle tænke på, om man tænder på dem, fordi de har det forkerte køn.
Hvis jeg ikke har lyst til at være sammen med en person, har det enten noget med deres personlighed at gøre, helt forkert alder, eller fordi jeg simpelthen ikke finder dem attraktive. Alle er jo forskellige på den måde, og heldigvis for det.

Jeg bryder mig ikke om at forsøge at finde en plads til min seksualitet. For det er så lille en del af den jeg er. Men jeg skriver meget om det. Fordi det er det jeg kender. Det er der jeg oftest har været, og det er her jeg gerne vil blive. Og jeg vil så gerne hjælpe unge til at acceptere sig selv. Uanset seksualitet. Og fortælle at man ikke behøver at blive placeret i en eller anden kasse, fordi folk forventer det af en. Det er jo bare en seksualitet. Ikke din personlighed.

Jeg beskriver mig selv som lesbisk, hvis folk spørger om min seksualitet. For det er det de kan forholde sig til, når jeg er gift med en kvinde. På en eller anden måde, er det vel også det jeg er. Lige nu. Og som jeg regner med at være for evigt. Jeg elsker Julie, og er sikker på vi skal være sammen for evigt. Jeg savner ikke en mand i mit liv (jeg har min søde far) - men jeg føler mig ikke som lesbisk. Jeg føler mig heller ikke som biseksuel. Jeg føler mig bestemt heller ikke hetero.
Jeg føler mig som mig. 

Og jeg kan være lige den jeg vil.