25.03.2019

Lunas tandeventyr



I fredags havde jeg lavet min yndlings eftermiddagssnack: Ristet toastbrød. En med ost og en med avocado og karse. Ligesom jeg tog første bid af ostemaden, skar en smerte gennem min hjerne, så jeg faktisk troede jeg skulle dø. Derefter var det fuldstændigt umuligt at spise, og jeg var tæt på at græde af smerte, da Julie kom hjem et kvarter senere.

Sagen er således: Jeg har tandlægeskræk. Ikke på den der måde hvor man ikke bryder sig om at gå til tandlægen. Nej, på den måde hvor jeg ryster og får hjertebanken, og faktisk lidt tror jeg skal dø. Der er ikke meget angst tilbage i min krop, men tandlægen får det hele frem på samme tid. Svedige håndflader, hjertebanken, rystende hænder og nakke, samt følelsen af ikke at kunne få vejret. Hvilket jo er skønt, når man ligger på briksen med 100 forskellige remedier i kæften.

Nå, men det var selvfølgelig fredag eftermiddag. Fordi mine tænder er fantastiske til at time det sådan, at tandlægen altid er lukket (eller tager overpris) når de beslutter sig for at lave ballade. Sidste gang var det lørdag, og jeg måtte gennem København, for at finde en tandlæge der havde åbent, og IKKE tog overpris for weekendbehandlinger.

Det er sket før. Gangen før, knækkede jeg en tand fredag eller lørdag aften, og endte hos tandlægevagten. Som tager dobbelt pris. For ALT. Det var skønt. Hold nu kæft, min mund fortjener en medalje, for altid at finde de allerværste tidspunkter. Det undrer mig, at jeg endnu ikke har tabt en fortand juleaften.

Jeg har altså brugt hele weekenden på smertestillende. Og flere end man egentlig må tage. For ikke at græde af smerte. Slagelse har 1 eneste tandlæge, som har åbent om lørdagen. Og der stod ikke noget om prisen, hvilket jeg har lært af erfaring, betyder: Du skal mindst eje Pippis guldskat, eller Harry Potters formue i Gringotts, for at kunne betale.

Som almindelig, fattig, og hverken Pippi eller Harry, måtte jeg derfor tålmodigt vente til mandag. Min hjerne har derfor været kortsluttet det meste af weekenden, ved tanken om tandlægeturen. Og tanken om hvad der mon kunne være galt i min mund.

For helt ærligt, så anede jeg det ikke. Jeg vidste bare at HELE min ene kind, og ned langs halsen, føltes som om nogen stod og sparkede til den. Konstant. Med en fodboldstøvle. Fordi smerten havde bredt sig så hurtigt, vidste jeg ikke hvor den kom fra. Alt gjorde ondt. Jeg havde en idé om, at det kom fra overmunden, for det var der det havde gjort ondt, da jeg tyggede på førnævnte ostemad. Men det gjorde ikke rigtigt ondt, når jeg rørte ved tanden.

Julie sørgede heldigvis for at jeg fik en tandlægetid, allerede 50 minutter efter de havde åbnet. Hvilket gjorde at jeg slap for at være nervøs hele dagen. Men da jeg kom frem, mærkede jeg angsten komme snigende. Faktisk kom den ikke snigende. Den ramte som en stor, fed kugle, af den slags de bruger til at rive bygninger ned med.

Selvom vores tandlæge er sådan en spa-tandlæge, hvor der er proppet med buddhaer, zen, rolig musik og akvarier med store, smukke fisk. Og du kan få lækker kaffe, te og vand i venteværelset, hjalp det ikke, og jeg var forberedt på det værste, da jeg kom ind på briksen 3 sekunder senere.

"Du har en løs sølvfyldning, og vi er nok nødt til at lave en rodbehandling," sagde den flinke tandlæge, imens jeg tænkte" PHEW! Så skal de ikke rive alle tænderne ud.
"Det kommer til at koste omkring 6000 kroner." 
Oooooog så tænkte jeg: ville det i virkeligheden være billigere bare at rive skidtet ud?

Men hun fik altså lov til at lave rodbehandlingen (eller halvdelen af den) - Jeg har en tid mere i næste uge. Men smerten er væk! Og jeg har ikke længere lyst til at hoppe ud foran et tog. Lettelse. Den tand har bekymret mig længe, fordi det var ret tydeligt at sølvfyldningen ikke sad ordentligt. Og alting satte sig fast i den når jeg spiste. Om en uge kan jeg spise uden bekymringer. Det er jo for vildt.

At vi så mangler 6000 kroner, og det ikke er det eneste jeg skal have lavet (visdomstand driller i den anden side af munden) - er rimeligt frustrerende. Lige nu er jeg bare lykkelig over at kunne lave andet end at have ondt. Mine tanker går ud til folk med kroniske smerter. I er fandeme seje!


Kan I (apropos ingenting) huske de onde kaniner, som hånende betragtede deres døde ven? (Som de helt hundrede, selv havde slået ihjel)
Jaeh... de er alle blevet solgt. Det eneste der var tilbage i dag, var prisskiltet.
Jeg ved ikke helt hvad jeg ville foretrække: 
Ond, psyko-morder kanin? 
Eller kanin-lig?
...









11.03.2019

Er min hjerne på Amfetamin?



Jeg er træt.
Ikke på sovemåden. Det føles heller ikke som udmattelse eller stress, men derimod noget der bedst kan beskrives således:
Redigeringstræt. 

Får alle forfattere det sådan sommetider? Eller er jeg bare virkelig mærkelig?
Det er ved at være en måneds tid siden, jeg snakkede med en anden forfatter, og hun forklarede at hun faktisk elskede redigeringen, fordi det er der man bygger sin roman ordentligt op, finpudser og gør den bedre.

Sådan har jeg det første gang jeg redigerer mine historier. Efter første omgang, begynder jeg at kede mig. Ikke fordi mine historier er kedelige, for det er de virkelig ikke. Men jeg har jo læst dem. Det er jo mig der har skrevet dem. Jeg ved godt jeg ikke burde have det sådan, for det er blandt andet gennem redigeringen, man bliver bedre til at skrive. Men det bliver bare så trist i længden.

Min kreative hjerne vil slet ikke være med. Den vil skrive nye historier. Skabe nye personer, steder og begivenheder. GO GO GO! For min hjerne stopper ikke med at finde på, bare fordi jeg er i redigerings-processen. Den vil videre. Det er kedeligt at lave det samme for længe.
Måske er min hjerne på Amfetamin? 
I hvert fald føler jeg mig på ingen måde stimuleret.

Den glæde jeg får af at skrive. Af at skabe. Får jeg slet ikke lige nu. Og det driver mig lidt til vanvid. Min hjerne er proppet med idéer. Selvfølgelig er den det. Det er den for det meste. Men jeg ved, at hvis jeg begynder at skrive på noget andet, kommer jeg aldrig tilbage til min nuværende historie. Sådan fungerer jeg bare.

Jeg elsker at opdigte historier. Men når historien er skrevet, synes jeg det er svært, ikke at kunne gå videre til den næste. Det er næsten som at blive tvunget til at læse den samme bog om og om igen, selvom man har flere hundrede bogreoler omkring sig, med alle sine yndlingsbøger. Eller at skulle male på et lærred, der allerede er overmalet.

Måske vil andre forfattere fortælle mig, at hvis jeg ikke bryder mig om redigering, har jeg valgt den forkerte branche. Men jeg har ikke noget valg. Jeg bliver sindssyg hvis jeg ikke skriver.
Derfor bliver jeg ved, selvom redigeringen er hård ved mig. Og så er jeg vanvittigt stædig.
Det hjælper lidt.


10.02.2019

Og jeg danser.


Er det ikke vildt? Livet? 
Hvordan man kan gå fra at overleve, til rent faktisk at begynde at leve igen. 
Det troede jeg aldrig ville ske.
Jeg ved heller ikke om det er sådan om en måned. Om et år. Om ti.
Men jeg gør alt hvad jeg kan for at nyde hvert sekund. Hver time uden angst. Hver dag med lykke.

Siden nytår har jeg lagt mit liv om. Det skete ikke med det samme. Det skete da jeg var klar. For sådan er det med mig. Hvis andre fortæller mig hvad jeg skal, så gør jeg helt sikkert det modsatte. Jeg bliver trodsig og irriteret. Sådan er det også med ændringer i mit liv. En dag, et år eller et tidspunkt skal ikke bestemme hvornår. Det skal jeg!
Jeg vil ikke fortælle om det hele. Ikke endnu. Det er trods alt stadig mit liv, og nogle ting vil jeg gerne have for mig selv. 
Men jeg vil gerne dele lidt: Jeg er begyndt at danse.

Dem som følger med på Insta-stories, ved det allerede. Jeg går ikke stille med det, for jeg synes det er SÅ FEDT. Og nu kommer der en lille historie.

Da jeg var lille opdagede jeg musik tidligt. Det har altid interesseret mig. Jeg var en af dem der nærmest sang før jeg begyndte at tale. Det har altid været nemt for mig at synge, spille og bevæge mig. Dengang troede jeg at jeg skulle være popstjerne når jeg blev stor, og jeg skamhørte Spice Girls, Me & My, Danny Kool og Small Talk, i troen på at det en dag skulle blive mig, der stod der på den store scene. 
Selvom sang var det jeg gik allermest op i, betød dansen meget. Mig og mine veninder stod altid foran spejlet og øvede os, imens vi mimede til popsange. Jeg havde det for vildt! Det var lige mig. Når jeg stod der foran spejlet, var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg skulle optræde.

Et år inden vi flyttede fra Roskilde, havde jeg det svært i klassen. Jeg gik fra at være en af de populære piger, til at være et nul. Jeg er stadig ikke sikker på hvad der skete, men jeg tror det var en blanding af rygter fra en gammel veninde, og at folk måske syntes jeg skulle ned med nakken. I hvert fald begyndte jeg at hænge ud i klubben efter skole. Der havde jeg nogle veninder der var et par år yngre end mig, og som ikke dømte mig. De havde aldrig kendt mig som andet end mig, og det var befriende. Sammen begyndte vi at danse mere seriøst. 

Der blev ansat en ung kvinde i klubben, som var dygtig til at danse. Hun fik stablet nogle arrangementer på benene, hvor vi kom ud på andre skoler og optrådte med dansenumre. Vi blev en gruppe af dansepiger, som holdt sammen, og jeg elskede hvert sekund. På den ene skole, skrev jeg endda autografer. Dansen og følelsen af at være god til noget, fjernede det dårlige der skete i klassen. Der kunne jeg bare være mig selv. Men jeg kunne også forsvinde ind i popstjerneland, og være lige den jeg ville være. Britney, Christina eller nogle af dem fra Mgp. Det var mit sted. Der hvor jeg styrede det hele, og var noget særligt.

Et år efter flyttede vi til Slagelse (jeg var 13 år) - og miljøet jeg kom i var helt anderledes. Jeg havde to veninder som gik til dans på en danseskole i byen, og vi havde ikke råd til at jeg kunne gå der. Der var ikke rigtigt andre tilbud, og desuden kom min egen usikkerhed i vejen. De veninder havde gået til dans i flere år, og jeg troede ikke på jeg nogensinde ville blive ligeså god som dem. 
Så jeg stoppede. Jeg dansede på mit værelse det første halve år. Derefter stoppede jeg helt. I ottende klasse begyndte jeg at blive deprimeret.
Farvel til stjerneland og goddag til virkeligheden.

Jeg har ikke danset siden. Et par gange til nogle fester og i byen, men ellers ikke. Dansen forsvandt ud af mit liv, uden jeg rigtigt lagde mærke til det, men for en måned siden, skete der noget. Jeg hørte musik ude i køkkenet imens jeg vaskede op. Og der kunne jeg bare mærke, at min krop havde savnet at danse. At bevæge sig. At føle sig fri og lykkelig. Så jeg begyndte stille og roligt at danse rundt i køkkenet, og endte inde i stuen, hvor jeg dansede omkring indtil mine ben gjorde ondt. Det var den fedeste fornemmelse!  

Jeg ved selvfølgelig godt at jeg ikke skal være popstjerne. Men når jeg danser kommer det hele tilbage. Synkrondans med min gamle bedste veninde Mathilde, da vi stadig gik i SFO. Alle de danse jeg nåede at lave med Mette, inden vi mistede kontakten. Og alle de tusindvis af gange, vi dansede på Majas enorme værelse, imens vi legede at vi var SOAP. Når jeg hører bestemte MGP-sange, ryger jeg tilbage til klubben med Nadia og Janni, hvor vi nærmest ikke lavede andet end at danse og optræde. Minderne vælter indover mig, og jeg elsker hvert sekund. Jeg bliver barn igen. Det barn med drømmene og troen på at hun skulle være noget stort. Dengang alt kunne ske!

Det er ingen hemmelighed at kombinationen af at sidde stille, drikke øl i mængder og tage medicin, har fået mig til at tage afsindigt meget på. Men når jeg danser mærker jeg det ikke. Jeg mærker at min krop stadig virker. At den ikke har taget skade. At jeg stadig kan bevæge mig. Kiloene føles ikke som noget særligt når jeg giver den gas. Faktisk findes de ikke. Jeg er bare. Jeg lever. 

Jeg danser. 










28.01.2019

Luna uden løgn#4 - Selvskade del 2.




Samtidig med jeg begyndte til psykiater, begyndte mit forholdt til Julie. Jeg kan ikke huske om det var før eller efter, men vi snakkede i hvert fald meget sammen i den periode. Psykiateren gav mig diagnosen Borderline, og udskrev en helvedes masse medicin til mig. Jeg blev fyret fra begge mine jobs fordi jeg var for syg til at arbejde. Derefter begyndte jeg i en eller anden borderlinegruppe, hvor vi skulle snakke om vores problemer.
Der var kun lige et problem: Jeg havde ikke Borderline, og jeg passede på ingen måde ind i gruppen. Jeg kedede mig altid når jeg var der, og fik intet ud af det.

Til gengæld fik jeg det værre. Jeg ved ikke om det var medicinen eller følelsen af at blive misforstået der gjorde det, men jeg skar mig stadig. Det blev ikke bedre af at jeg var pissehamrende forvirret over mine følelser for Julie og tabet af min ekskæreste samtidig. Jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle vælge. Julie vandt heldigvis over mit knuste hjerte, og efter noget tænktetid blev jeg klar over at jeg var vanvittigt forelsket i hende. Vi var kærester i fem måneder før vi flyttede sammen. Det var ikke meningen, men hun ville væk fra sit bosted, og jeg ville væk fra mine forældre. Underligt nok var det min mor der foreslog det. 

Fordi Julie gik i skole i Holbæk, flyttede vi dertil. Jeg husker tiden i Holbæk som forvirrende. Jeg fik en ny psykiater, som var SÅ mærkelig. Han udskrev medicin til mig som jeg ikke kunne tåle. Ikke nok med at jeg tog sindssygt meget på af det, så er jeg ret sikker på at han havde en fod indenfor et bestemt medicinfirma, som han tvang mig til at købe. Altid fra det helt rigtige mærke, som var 100 gange dyrere end de andre udgaver af præcis samme medicin. Han forklarede at det virkede anderledes hvis det var det mærke. Det var løgn. Indholdsstoffet var præcis det samme i de billige udgaver. Nar.   

Desuden virkede det ikke. Min Borderlinediagnose forfulgte mig, og de blev ved med at udskrive antipsykotisk medicin og beroligende til mig, selvom det ikke gjorde nogen forskel, andet end de mærkelige bivirkninger. Jeg var til gengæld altid pissetræt og følte at jeg gik rundt i en klokke. Jobcentret sendte mig ud de mærkeligste steder, for jeg passede ikke rigtigt ind. Jeg var for syg til at lave noget rigtigt, men for rask til at være sammen med dem der lavede ingenting. I et halvt år endte jeg ude i et eller andet hus, hvor jeg brugte fem timer hver dag, på bare at sidde foran en pc. Jeg tror det var meningen vi skulle lave noget, men ingen vidste hvad, så jeg skrev på mine romaner og trænede i det lille træningsrum der var tilknyttet. Jeg fik det ikke bedre, og jeg havde ingen at snakke med.

Altså ikke andre end ham psykopat-psykiateren. Første gang jeg mødte ham, troede jeg han var patient. Han var så sær.
Efter nogle år, begyndte jeg så at få angst. Min tanke er at det var en reaktion på den manglende behandling og det forkerte medicin. Min krop kunne ikke klare det, og jeg blev bange for ALT. Til gengæld skar jeg mig sjældent. Mest fordi jeg var bange for det. Ligesom alt andet. Det var der omkring jeg begyndte at selvmedicinere med alkohol. 
Selvskaden gik faktisk lidt i sig selv da vi flyttede til Valby. Det skete sommetider, men slet ikke på samme måde. I stedet var jeg bare ulykkelig, og kunne sjældent forlade sengen på grund af selvmordstankerne, depressionen og angsten.
Det er sjovt (okay, måske er sjovt et forkert ord, men stadig...) selvom jeg har skåret mig meget få gange de sidste mange år, så kommer det stadig tilbage. Trangen til at skære. Især når jeg er vred. Jeg er så dårlig til at være vred, og for det meste sluger jeg det. Der overvejer jeg det ofte, fordi det hjalp mig før i tiden.

Da vi flyttede til Valby fik jeg forresten endnu en forkert diagnose, og blev aldrig behandlet. De tog mig ikke alvorligt i psykiatrien. Nu aner jeg ikke hvad der er galt med mig udover angst (og jeg får endelig den rigtige medicin!) Mit bud er at jeg bare er meget følsom, og at mit generelle glædes-niveau bare er lavere end de flestes. Der skal meget til at gøre mig rigtigt glad, men meget lidt til at gøre mig ked af det. Jeg hader udtrykket "særligt sensitiv" for det lyder som en undskyldning for at være urimelig.
Følsom. 

Jeg har det bedre. Selvom jeg bestemt godt kunne bruge nogle samtaler (hvilket er umuligt her i byen åbenbart. Den psykolog jeg kontaktede selv, havde ikke engang tid... og det er ikke muligt i psykiatrien, fordi de har for travlt!) - Men jeg får den rigtige medicin, og kæmper mig langsomt tilbage til den jeg var på et tidspunkt, før angsten tog over. Det er hårdt arbejde, men det går godt. Også selvom jeg er nødt til at gøre det på egen hånd (og med hjælp fra Julie selvfølgelig). Selvskade er ikke længere en løsning for mig. Overhovedet.

Mine arme (og lidt ben) er proppet med selvskadear, og jeg lægger sjældent mærke til dem. Jeg ved ikke om andre gør, men jeg gør intet for at skjule dem. De er bare en del af mig nu. Jeg er ikke stolt af dem, men de er der, og de fortæller lidt af min historie. Jeg ved ikke om jeg nogensinde kan slippe tankerne om at skære mig igen, men jeg håber det. På et tidspunkt lærer jeg forhåbentligt at udtrykke min vrede og sorg på en anden måde. 




11.01.2019

Luna uden løgn #4 - Selvskade. Del 1.



Jeg har fortalt om selvskade før på en eller anden gammel blog, men jeg synes det er på tide at tage det op igen her. Fordi jeg ikke synes det skal være et tabu. Fordi det er vigtigt at snakke om de hårde ting. Fordi jeg ikke længere er bange.

Da jeg var 13 år gammel, flyttede hele min familie fra Roskilde til Slagelse. Hvis du har en teenager, kan jeg ikke anbefale at flytte fra den by hvor hun er opvokset, og hvor hele hendes omgangskreds er. Det var simpelthen en forfærdelig idé fra mine forældres side, og det ødelagde rigtigt mange af mine teenageår. Jeg fandt aldrig rigtigt min plads på min nye skole, selvom jeg hurtigt fik gode veninder. De var anderledes end dem jeg havde haft før, og modsat Roskilde hvor jeg ikke kendte folk som røg, havde sex eller stjal i butikkerne, var Slagelse en voldsom kontrast. Hurtigt endte jeg selv med at gøre ting jeg aldrig havde troet jeg skulle gøre, og på ingen tid blev det helt normalt at stjæle fra butikkerne, ryge og drikke, og være sammen med folk man ikke engang brød sig om. Sådan var det bare i Slagelse. 

Jeg kan stort set ikke huske ottende klasse. Jeg tror ikke jeg var meget i skole, og husker for det meste bare at jeg havde stuearrest hele tiden. Selvom mine veninder var de bedste jeg nogensinde har haft, så var de ikke nok til at ændre på, at jeg var ødelagt indeni. Mine forældre kæmpede med en ulykkelig teenager som ikke lavede sine lektier, ikke overholdt aftaler og som sked på alt andet end veninderne. Jeg kunne holde ud at være sammen med dem, for de spurgte ikke hele tiden hvad der var galt eller stillede krav. Hos dem kunne jeg være mig, uden alle de åndssvage følelser.

Jeg fik en veninde på et tidspunkt. Hun var virkelig, virkelig fantastisk - men hun var syg af anoreksi. Og jeg tror måske også hun fejlede nogle andre ting. I hvert fald fandt jeg ud af at hun skar i sine arme og gemte det under en masse armbånd, og de der svedarmbånd man gik med dengang. Det skræmte mig og fascinerede mig på samme tid. Der gik ikke længe efter jeg selv skar mig for første gang. Helt ærligt så kan jeg ikke huske min første gang (heller ikke sex, men det er en anden historie) for det er sket SÅ mange gange siden. Det blev til en ting jeg gjorde når jeg ville straffe mine forældre eller folk jeg var vred på, uden de vidste det. Jeg sagde det ikke til nogen.

Jeg begyndte på efterskole i niende klasse, og der fandt en af drengene ud af at jeg havde skåret mig en af de første dage. Han fortalte mig roligt at han ville fortælle det til vores forstander hvis jeg gjorde det igen. For at hjælpe mig. Han følte ikke at han kunne give mig den hjælp jeg havde brug for. Det skulle han selvfølgelig heller ikke. Jeg kendte bare ikke andre. Jeg skar mig ikke igen imens jeg gik på efterskolen, og det blev et vidunderligt år.

Jeg kan ikke huske om jeg skar mig da jeg gik i tiende, men jeg husker det som det allerbedste skoleår i mit liv. Måske er det derfor det ikke betyder noget den dag i dag. Men da jeg kom på gymnasiet begyndte det igen. Jeg ved ikke om presset var for hårdt eller hvad der skete, men jeg skar mig hele tiden. Dybere og dybere. I starten var det kun når jeg var fuld, for så kunne jeg ikke længere lægge låg på de følelser jeg havde indeni. Men til sidst var det også når jeg var ædru. Jeg skar mig igennem to ret lange forhold. 

Mange "cuttere" beskriver det som en form for kortvarig rus når de skærer sig. Sådan har det aldrig været for mig. For mig var det for at få afløb for al den sorg og vrede jeg havde indeni. Tit handlede det om at hævne mig på folk jeg var vred på, uden at konfrontere dem med det. Som i: Hvis I kunne se hvordan I fik mig til at gøre det her, ville I sikkert have det rigtigt skidt. Jeg ved godt det ikke giver mening, men det gav mening for mig. Bagefter havde jeg det bedre. På en eller anden måde. Selvom jeg gemte mine sår væk. 

Da jeg var færdig med gymnasiet, fik jeg mit hjerte knust. Vi var sammen i 7 måneder, og da forholdet sluttede, blev jeg ligeglad med alt. Jeg arbejdede på McD, hvor vi altid havde kortærmede trøjer på, og smykker var forbudt på grund af hygiejnen. Jeg smurte sommetider foundation på armene for at skjule sårene lidt. Det gjorde pisseondt for de var altid friske, og det dækkede ikke ordentligt. Jeg var egentlig ligeglad med om det blev opdaget. Min familie vidste det, og det gjorde mine venner også. Om kollegaer og fremmede mennesker vidste det, rørte mig ikke. Desuden havde jeg også sår på benene.

Jeg flyttede hjem til mine forældre for en stund. Mest fordi jeg ikke havde råd til at betale for min husleje selvom jeg havde et fuldtidsjob. Man tjener ikke kassen på McD. Min ekskæreste boede i Sønderborg, og jeg brugte mange penge på at tage derhen flere gange om måneden. Jeg flyttede kort tid efter vi var gået fra hinanden, selvom vi stadig sås. 
Jeg håbede sådan at han besluttede sig for at tage mig tilbage. At han skiftede mening, og at det var derfor han blev ved med at ville ses med mig. Det skete ikke. 
Kort tid efter fik jeg følelser for Julie, på det værst tænkelige tidspunkt i mit liv.

Jeg havde drukket hvidvin alene på mit værelse en aften hvor jeg ikke magtede mere. Jeg var så ulykkelig, og så forvirret. Der skar jeg mig dybere end jeg havde gjort før, og jeg var nødt til at vække min mor. Jeg kunne ikke holde det ud mere. Jeg havde det så dårligt. Hun tog mig på skadestuen, og dagen efter til lægen, hvor jeg med det samme fik en henvisning til en psykiater. Nu skulle der ske noget.

Del 2 kommer snart.





  




10.01.2019

For fanden, Blogger!


Okay, vennerne!
For omkring en måned siden, besluttede jeg mig for at skifte e-mail. Jeg kan fortælle at det er pænt omfattende, og at det virkelig ikke kan anbefales, medmindre du er helt sikker. Det er nemlig sådan at ALLE dine apps, programmer, konti og apple-id er tilknyttet din mail. Det var min blog også, og det var ret besværligt at ændre den, men det lykkedes. Men selvom jeg har ændret min mail til at være kontoindehaveren af bloggen, så nægter Blogger at lade det ske. Det er som om jeg er gæst på min egen blog, hvilket er røvirriterende.

I sidste uge besluttede den sig for at slette alle billederne på de sider jeg har på min blog. Det vil sige at alt var forsvundet under "Kontakt", "Om forfatteren" og så videre. For et par dage siden besluttede den sig for at gå skridtet videre, og dermed fjerne ALLE billeder på hele bloggen. Inklusiv min header. Hvad fanden foregår der?

I dag har den valgt at fjerne mit navn fra de fleste blogindlæg. Nu står der bare Anonym, og kan jeg ændre det? Nej. Jeg får seriøst lange løg...

Min tanke er lidt at lukke bloggen og åbne en ny. Selvom det kræver flere dages arbejde. Jeg har heldigvis alle billederne liggende, men det tager stadig tid. Nu ved I det, hvis der roder lidt på bloggen, eller hvis den pludselig er væk. Ikke at jeg har haft den forfærdeligt længe, eller har specielt mange følgere. Men hvis du mod alt forventning skulle ende herinde, og det er et kaos, så er det derfor.







09.01.2019

Forfatteren anmelder: At danse mellem glasskår



At danse mellem glasskår er skrevet af Bettina Stuhr Lindskow, og er udgivet på forlaget Tellerup.

Det var egentlig aldrig min mening at begynde at lave boganmeldelser igen, for der kan gå længe mellem bøgerne, fordi mine skriverier tager det meste af min koncentration. Men sommetider tager jeg mig tid til at læse, for jeg elsker det. Og samtidig føler jeg det er vigtigt for min udvikling som forfatter at læse andres værker. Stephen King er enig med mig, men nok om det.
For nogle uger siden, begyndte jeg på At danse mellem glasskår og jeg gik egentlig ind med et åbent sind, for jeg sluger realistiske ungdomsbøger som var de lavet af pizza og øl.
Men jeg var desværre ikke fan.

Titlen irriterer mig stadig. For mit vedkommende kunne den sagtens have heddet:
Dansen mellem glasskår
eller i det mindste:
Som at danse mellem glasskår
Men det er jo et spørgsmål om smag. Jeg kan sagtens se idéen med titlen, men den irriterer mit øje.

Bogen er virkelig velskrevet, og der er ingen tvivl om, at forfatteren kan skrive, og fortælle en god historie. Jeg læste bogen hurtigt, fordi den var medrivende, og det er altid et plus i min bog.
Desværre ender det gode også her.

For det første gik der ret mange kapitler, før jeg fattede hvor gamle de var. Måske er det bare mig der var langsom og sprang noget over, men jeg synes ikke der stod noget om det, før ret langt inde i bogen. Og ud fra deres måde at tale på, troede jeg faktisk de var et par klasser yngre. Jeg skriver selv ungdomsromaner, men mine personer er som regel startet på gymnasiet. Jeg ved ikke hvordan folk i 9. klasse er, men jeg synes de bliver gjort meget barnlige. 

Roses måde at reagere på, i forbindelse med sin sygdom, er forståelig. Men forfatteren trækker den ud, så Roses bliver et lille barn, og til sidst fik jeg lyst til at slå hende med et jernrør. For dælen! Hvorfor skal hun flippe sådan ud over alting? Jeg ved godt det er en del af hendes sygdom, men COME ON! Hun er vred - I get it! Men jeg håbede faktisk lidt, at nogen ville kung fu-sparke hende i fjæset. Tag dog noget fucking ansvar for dit eget liv!
Om ikke andet må man sige at det er lykkes forfatteren at sætte mit pis i kog, og det er da en præstation fra hendes side, og et tegn på at man lever sig ind i teksten.

Plottet er lidt... svagt. Hvem har fortalt Rose at hun ikke kan danse på grund af sin sygdom? Jeg forstår godt at Christian skal hurtigt videre, og at det gør ondt på hende. Men der er faktisk ingen som fortæller hende at hun ikke kan fortsætte med dansen. Hvorfor er de så dårlige til at informere hende på sygehuset? Jeg er ret sikker på, at de netop ville forklare hende, at hun ville kunne leve sit liv næsten som før, når først hun har lært sin sygdom at kende. Jeg kan godt se at hele idéen ryger hvis det bare var blevet sagt fra start af. Men jeg undrede mig hele vejen igennem bogen.

Udover vrede, har Rose ikke rigtigt nogen personlighed, hvilket også gælder for de andre personer i bogen. De er meget flade, og det er rigtigt ærgerligt, for jeg synes virkelig historien har potentiale.
Det er så fin en idé at fjerne dansen fra en danser, og erstatte den med sygdom. 
Selvom bogen byder på så mange muligheder for en personlighed, kommer den bare aldrig. Det giver mening at hun har svært ved at finde sin identitet som andet end danser, men jeg sad ikke med følelsen af, at der rigtigt skete nogen udvikling. Sommetider er det ikke noget at tingene bliver sagt. Man skal have det vist gennem personen (noget jeg selv bruger så meget tid på at lære, for det er fandme svært!)

Jeg synes desværre tit det er sådan med bøgerne fra Tellerup, at man fra start får at vide hvordan en person er, men efterfølgende er der ikke nogen videre uddybning (andet end at det bliver sagt om og om igen), eller bare en indikation af hvem personen er udover (for eksempel) at kunne danse og være vred. De bliver meget skåret ud i pap, og jeg sidder altid med følelsen af:
Jeg har forstået det! Altså!

Der er selvfølgelig undtagelser, og jeg er VILD med Nanna Foss' Spektrumserie, fra samme forlag.
Det er en rigtig god historie, og den er enormt medrivende. Men for mig var det desværre ikke nok. Til gengæld er den pæn, og det er en rigtig fin debut.