fredag den 30. marts 2018

Jeg skriver de bøger, jeg altid har savnet.


Da jeg begyndte at skrive min allerførste roman, gik jeg på gymnasiet. Det var en vampyrroman, da de var meget populære på det tidspunkt. Jeg fik aldrig skrevet den færdig, og det var egentlig mest et projekt jeg havde kørende, når jeg kedede mig i undervisningen. Derfor var den også skrevet i hånden, hvilket virkelig var besværligt at holde styr på. Det var før bærbare computere, var allemandseje. Da jeg var færdig med gymnasiet, fik jeg et arbejde på McD, og jeg havde overhovedet ikke tid til at skrive. Når jeg endelig havde fri, brugte jeg de fleste dage i Sønderborg, hvor min (dengang) kæreste boede. Der nåede at gå 9 måneder, før jeg blev fyret. Jeg havde i mellemtiden også fået endnu et job, og der arbejdede jeg alle hverdage. De fyrede mig også, med ordene: "Du kan komme tilbage igennem kommunen. Du har tydeligvis brug for hjælp." 

Det havde jeg. Jeg var syg. Min hjerne har altid været anderledes. Som om jeg følte alting lidt mere end andre. Jeg tænkte mere over hvert ord der blev sagt. Stemninger i et rum, kunne jeg mærke med det samme. Der skulle intet til at slå mig ud. Det blev kun værre på de 9 måneder, og selvskade fyldte mere og mere i min hverdag. Jeg stoppede derfor med at arbejde, og startede til psykiater, samt en masse terapi. Da jeg flyttede sammen med Julie, stod det klart at jeg stadig ikke var klar, til at arbejde rigtigt. Det var der jeg begyndte at tage mine skriverier mere seriøst. Igen begyndte jeg på en vampyrroman. Jeg troede at det var mit kald, at skrive fantasy. Den blev færdig, men jeg var overhovedet ikke tilfreds. Det var som om, den ikke rigtigt sagde mig noget. Den var ikke vigtig for mig, og desuden manglede der heller ikke vampyrromaner på markedet. Dem var der så rigeligt af. 

I stedet besluttede jeg mig for, at begynde at skrive på noget helt andet. Nemlig de bøger jeg altid selv har ledt efter. De bøger jeg altid har savnet. Bøger hvor selvskade, psykisk sygdom og især, homoseksualitet, fylder ret meget. Den slags bøger, som jeg selv ville have læst da jeg var yngre, fordi det er så rart, ikke at føle sig alene. Jeg skriver meget om lesbiske. Det gør jeg både fordi jeg selv er gift med en kvinde, og derfor er det helt naturligt for mig, samt det jeg kender bedst. Men jeg skriver også om lesbiske, fordi jeg synes det er så vigtigt!

I mine romaner, forsøger jeg altid at gøre homoseksualitet, så naturligt som overhovedet muligt. Sommetider skal der en "springe ud" historie til, for at gøre det autentisk, men jeg er ikke meget for det. Allerhelst ville jeg skrive lesbiske kærlighedshistorier, hvor det er ligesom en hvilken som helst anden kærlighedshistorie. Hvor de konflikter der er, ikke handler om hvordan ens forældre/byen/vennerne reagerer på ens seksualitet, men derimod alle mulige andre konflikter, som kan opstå i hvilket som helst parforhold. For mig, er det vigtigt at der ikke bliver gjort et stort nummer ud af om der er tale om en lesbisk, en bøsse eller en hetero-person. I stedet forsøger jeg at gøre det til noget normalt. Og ja, det er svært. For der vil altid være nogen, som har ondt i røven. Og dem der har ondt i røven, har det lidt med at snige sig ind i mine historier.

Derfor bliver det så naturligt som det kan blive. Jeg har før skrevet historier, hvor der ikke er fokus på det lesbiske overhovedet. Selvom historierne handler om to kvinders parforhold, så er det på ingen måde, noget der spiller en stor rolle. Sådan er det bare. For sådan burde det være. Homoseksualitet burde være ligeså normalt som alt andet. Det er heldigvis blevet mere almindeligt med tiden, men der er stadig folk der har ondt i røven. Der er stadig folk der ikke tør være dem de er. Man er stadig nødt til at "springe ud" hver gang man møder nye mennesker. Man bliver stadig dømt, og ofte også husket som "hende den lesbiske". Det er det, jeg så gerne vil være med til at gøre noget ved. Hvorfor skal ens seksualitet betyde SÅ meget?

Desværre er det svært for (mange) heteroseksuelle, at sætte sig ind i en historie, hvor der ikke er den famøse "springe ud" del. Hvor der ikke er fokus på problematikken, ved at være homoseksuel. Derfor er den del med i "Claire og julemiraklet". Så alle kan være med. Men hvor ville det bare være FEDT, at kunne udgive bøger om lesbiske (eller bøsser), hvor det bare er helt normalt, uden at det bliver urealistisk. Jeg håber det kommer til at ske på et tidspunkt. Måske er verden bare ikke helt klar?

Hvorfor er det så vigtigt for mig, at skrive om homoseksualitet, hvis seksualitet ikke burde betyde noget? Det er det, fordi jeg synes det mangler. Fordi det er så fantastisk, at have noget at kunne spejle sig i. Uanset om man er tyk, tynd, høj, lav, lesbisk, hetero, bøsse eller punker. Mennesker leder altid efter personer de kan spejle sig i, og især unge mennesker, som ikke har udviklet deres personlighed endnu. Unge som ikke helt ved hvem de er, og derfor søger efter folk som dem selv. Hvis man er selvskadende, er det rart at læse om andre med samme problematikker. Hvis man har anoreksi, er det rart ikke at føle sig alene. Sådan er det bare. Uanset om man er ung eller gammel, så er det rart og beroligende at vide, er der er folk i verden, som har det ligesom en selv. Derfor synes jeg det er super vigtigt at skrive om homoseksualitet, cutting, psykisk sygdom, og andre ting som er lidt et tabu. 

Jeg har altid savnet bøger om lesbiske. Derfor skriver jeg bøger om lesbiske. 

Der skulle to vampyrromaner til, før jeg fandt ud af, hvor jeg hørte til. Jeg skal ikke skrive fantasy. Aldrig igen. Men uanset hvad jeg skriver, vil jeg blive ved med at skrive om tabubelagte emner.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar