onsdag den 25. april 2018

Jeg kan ikke tro det.


Det er ikke rigtigt gået op for mig endnu, at det her faktisk sker. At mine ord bliver udgivet. At min historie kommer ud til rigtige mennesker. Det er så fantastisk, men også virkelig underligt. Jeg er slet ikke vant til at det stress og pres, der følger med sådan en udgivelse. Heller ikke selvom mit eget arbejde, er ret minimalt for tiden. Jeg har lige besvaret de sidste mails til bogbloggere, og fået styr på adresserne. Aviserne skal kontaktes på et tidspunkt, men jeg er simpelthen så dårlig til at sælge mig selv, så jeg bliver ved med at udskyde det. Måske er jeg klar i morgen? 

I går tog jeg en slappe-dag, sammen med min kone. Det var virkelig rart, for hun har arbejdet hele weekenden, og jeg har savnet hende. Vi så en tv-serie og slappede af med te, kaffe og tæpper. Det er sådan jeg slapper allerbedst af, når jeg ikke læser. Selvom jeg også slapper af når jeg skriver, ser jeg det også som mit job, og derfor er det vigtigt for mig, at holde fri sommetider. Jeg kunne dog ikke gå en hel dag uden at skrive, så jeg startede faktisk dagen med at skrive i halvanden time. Morgentimerne er altid gode ved min fantasi og inspiration. 

I sidste uge kom pressemeddelelsen ud, og min bog bliver altså udgivet den 1. maj 2018. Hvilket vil sige: OM LIDT! Jeg tør ikke rigtigt tro på det, før det sker. Før jeg selv sidder med den færdige bog i hånden. Mon ikke alle forfattere har det på den måde? Der kan gå meget galt. Hele processen kan blive forsinket. Det ved man aldrig. Jeg aner ikke hvordan sådan noget foregår. Jeg håber bare på det bedste. Indtil da, går jeg rundt med en mave, som har sit eget liv. Blandingen af sommerfugle og frygt. Men det skal nok gå fint. Det beroliger jeg mig selv med. Tit.

Dagen i dag, startede for mange timer siden. Julie stod op klokken 05:10 for at tage på arbejde, og jeg står som regel op med hende, medmindre jeg er for smadret. Morgenen er derfor tit ret lang for mig, og jeg føler allerede at halvdelen af dagen er gået, selvom klokken kun er 09:26.
Jeg har fået ordnet de vigtigste ting i forbindelse med bogen, og har skrevet på min nye roman. 
Det er fedt, for nu kan jeg bruge dagen på at gøre andre ting jeg ikke har fået gjort. Komme i bad for eksempel. Gå en tur. Dyrke lidt yoga. Læse bøger. Jeg troede egentlig jeg ville få travlt i dag, men det ser ud som om jeg har god tid. Måske kan jeg endda nå at skrive til de aviser der?

Jeg glæder mig til udgivelsen, men for filan, jeg har svært ved at tro det. 
Om den bliver godt modtaget, ved man aldrig. Det er min debutroman, og jeg har meget at lære endnu.
Det vigtigste for mig er, at jeg gjorde det. Jeg fulgte min drøm.
Nu skal jeg bare tro på, at drømmen bliver til virkelighed.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar